Jeg åbner døren. For at gøre det i det hele taget må man tage i et tyndt, elegant håndtag der sidder henover en cirkelformet fordybning i døren. Og man skal ikke hive, men trykke på en knap med tommelfingeren. Døren åbner sig med et knæk, og jeg må bukke mig ned for at stige ned og ind. Døren knækker igen, når jeg lukker den.
Jeg sætter mig tilrette og ser mig omkring i kabinen. I et øjeblik synes jeg lidt forvirret – udover rattet (der ikke ligner et rat) er der intet der umiddelbart minder om en bil. Her er ingen stilkkontakter, ingen konventionelle forsøg på at signalere konformitet eller formidle genkendelighed. Symbolerne på de futuristiske kontakter skal først genkendes og virker herefter langt mere logisk end ellers – for eksempel er blinklyskontakten en logisk konsekvens af hvad man skal foretage sig – taster man den til venstre, blinker den til venstre. Alle vitale funktioner kan nås med hænderne på rattet.
Siddepositionen er dyb, sæderne er monteret nærmest direkte på vognbunden, der i øvrigt befinder sig få centimeter over vejen – hvilket dog snart vil ændre sig. Jeg stikker nøglen ind igennem rattet, der hvor der normalt sidder nogle eger, og dybt inde i et hul over det venstre knæ finder jeg tændingslåsen og drejer nøglen. Først lyser nogle lamper og digitale tal op. Jeg drejer videre, og langt ude foran drejer en starter, og endelig! En fortrolig lyd der signalerer ”bil” møder mine ører, nemlig den rolige gang af en stor og langsomtgående 4-cylindret motor der finder sin tomgang. Det hvisler, pusler og klikker hemmelighedsfuldt mens den rejser sig op fra sin hvilestilling. Tingesten er levende!
Jeg kører af sted, og forundres over hvor hullerne i vejen og alle de ujævnheder der øjensynligt findes for de andre bilister, mon er henne. Hver gang jeg bevæger rattet kommenterer den det med en hvislen, og når jeg slipper rattet igen, gurgler den, en usynlig hånd retter op, hvorefter den selv lægger kursen ligeud. Den vil regnes ud. Man skal først lære at omgås den, anerkende dens væsen. De første kurver i en CX bliver til halve meters ligeudkørsel og vilde retningsskift med vildt klagende fordæk og understyring som resultat. Når man har fundet sig i, at det er den der bestemmer hvordan der skal køres, er den sporsikker og kan bevæge sig med en utrolig hastighed, dens vægt og størrelse taget i betragtning. Bremsepedalen har kun få centimeters vandring, og forsøger man at bremse som i en almindelig bil, falder afregningen prompte. Næste gang ved man, at en let berøring er nok til at bringe vognen elegant og bekvemt til standsning. Bremserne er utroligt kraftfulde, og adlyder det mindste vink, man sender systemet.
Jeg er ved at have regnet alle dens særheder ud, dens væsen og dens ønsker om hvordan vi skal køre. Den er ikke længere utilnærmelig og fjendsk, men det har krævet at jeg kastede næsten samtlige tillærte kørefærdigheder og viden om biler overbord. Jeg er nået ud på motorvejen. I 4. gear træder jeg speederen i bund, og den lille ladetryksmåler under omdrejningstælleren kører i bund, samtidig med at farten stiger i et tempo, der lodret modsiger dens behagelige og gennemført komfortable væsen – 80 til 160 km/t overstås i et hurtigt ryk, om end accelerationen ikke rigtig omsættes i følelsen af fart. Jeg lægger 5. gear ind og finder en komfortabel marchfart på 175 km/t. Hverken jeg eller mine passagerer i bilen føler hastigheden eller den påvirkning, det normalt er for (konventionelle ikke-aerodynamiske og utilstrækkeligt affjedrede) biler at bevæge sig i høj fart. Jeg bliver ét med den og langsomt fornemmer jeg ikke længere, at jeg kører bil. Den kører med mig, jeg betjener den - men den kører selv. Den understøtter mig, korrigerer mig og kommenterer min kørsel. Modarbejder jeg den, bliver jeg irettesat. Venligt, men bestemt. Den forlanger, at jeg indretter mig efter dens væremåde – jeg giver kun små, nærmest umærkelige kommandoer via rat og bremser, den har overtaget resten.
Om end den frit overlader til mig at bestemme hvorvidt den skal blinke med blinklyset eller ej, er det som om den altid får det sidste ord. Jeg er blevet suget ind i de utroligt bløde og behagelige sæder, nyder komforten og hele bilens tilstedeværelse om mig. At rejse er ikke at leve – det er at køre!
CX var Citroëns svanesang som selvstændig, uafhængig bilproducent. I årene hvor den blev udviklet på basis af "Projekt L" peakede Citroën æstetisk, inginørteknisk og designmæssigt: A-modellerne spændte fra 2CV til Ami, GS havde omdefineret måden at tænke familiebil på og "Haut du Gamme" bestod af den legendariske D-model samt den uforligneligt majestætiske SM, i hvilken en stor del af den banebrydende teknik der skulle blive "hverdag" i CX-modellen 4 år senere, først blev afprøvet. Det var fantastiske år for ingeinører og designere, der slog deres sidste skæve folder, inden bogholderne og planlæggerne fik sat en stopper for den æra i Citroëns historie, der benævnes Michelin-perioden; sådan cirka 1935 til 1975.
